Santiago niceness

Så er der næsten gået en uge her i verdens længste land, og det har været en helt kanon en af slagsen. Sprogkurset er meget intensivt, og lærerne er virkelige gode til at få os til at snakke meget under de 5 timers undervisning der er hver dag. Vi er en gruppe på ca. 20 personer der er blevet inddelt i tre forskellige grupper, hvor jeg er havnet sammen med Casper, Brigit fra Tyskland, Julia fra Brasilien og amerikaneren Sean. Sidstnævnte er nok den person jeg har snakket mest med (udover Casper selvfølgelig) og derudover også en brasilianer ved navn Louis. Brasilianerne udgør størstedelen af alle på kurset, så vi får også lært et par portugisiske vendinger : )

Udover det skolemæssige har vi været ude at se lidt af Santiago og der følger nogle billeder herunder. Vi har også fået startet et ganske fint bekendtskab med Escudo, en chilensk øl og pisco, som er en lokalt hjemmebryg i sprit-kategorien og den skal man passe på med (tømmermænd får en ny dimension!)... Et par aftener har vi alle 20 været ude at drikke et par øl og alle i gruppen er kanon fine, nogle selvfølgelig sjovere end andre. Tyskerne er lidt kedelige, brasilianerne er gode til at feste, amerikaneren er helt kanon, men kan ikke følge med når vikingerne går i gang. Kineseren lever i sin helt egen verden, helt forvirret og helt uden situationsfornemmelse, men bidrager til mange gode grin. Da vi sad på en bar den første dag alle ved ét bord blev der fortalt en joke som hun tydeligvis ikke hørte, da hun - da folk begynder at grine af joken - læner sig ind over bordet og siger: 'I drink too much....?' som om det var dét folk grinte ad, hvorefter hun kan konstatere at hun er den der har drukket mindst. Goddag forvirret menneske!

Hvad angår min indlogering hos familien Churkovic skal jeg bestemt ikke klage. Jeg mangler ikke noget, maden er ganske udemærket men ikke noget der fortjenere yderligere omtale selvom moderen her er helt oppe at køre over sin egen mad. Jeg er overladt en del til mig selv her, når jeg ikke er på skolen og den frihed passer mig fint. Faderen er helt klart den bedste at snakke med, han er god til at spørge og fortælle mig om en masse ting der er med at udvikle mit spanske og få kendskab til kulturen. Moderen spørger kun hvordan jeg har det og om jeg er sulten :) I går ankom der en franskmand der også skal bo her, han kan ikke et ord engelsk eller spansk, så det er virkelig virkelig svært at kommunikere med ham. Og at dømme fra hans ansigtsudtryk virker det som om han giver os skylden for hans mangel på ord (vi kan jo ikke fransk!!!). Det irriterer mig grænseløst og sender fordomsbekræftende tanker tilbage til Dum, Dummere hvor Harry siger til Lloyd, efter at været blevet spurgt om de skal til Aspen: 'I don't know Lloyd, the French are assholes...'. Det er mig fuldstændig ubegribeligt at man i 2009 som universitetsstuderende i et europæisk land og i en alder af 22 år ikke kan mere end 10 engelske ord, og at jeg så af den grund skal hjælpe en allerede fortabt dreng (overdrivelse fremmer forståelsen) .... Men så kom jeg da af med dét!

Jeg har været ude at købe lidt tøj, da vejret hernede har overrasket mig negativt, og priserne er helt i orden da jeg fik 2 Levi's bukser for den nette sum af 500 kr. At verden er utroligt lille blev endnu engang bevist i går, da en af tyskerne fra kurset tog en landsmand-ven med da vi skulle i byen og han viste sig at komme fra en by 10 km syd for grænsen og og havde et godt kendskab til det sønderjyske. Til min store skuffelse er det ikke muligt for mig at købe iPhone hernede, da man skal tegne abonnementer der minimum varer 18 måneder.

Konklusionen på den første uge må så være en hel masse nye, gode bekendtskaber; mennesker, byen i sig selv, kulturen og sproget der resulterer i en tilpas Anders Damm der ikke mangler noget (jo, motion!).


Mor & Far - Vezelka og Carlos


Amigos - Casper og Louis (Brasilien)

Spansk-kursus holdet




Santiago + Andesbjerge = Dødlækkert